Skal vi opruste folkeskolen med en ekstra voksen i klasselokalet?

Statsministerens nytårstale viste styrken i at turde være sårbar og var også en åben erkendelse af, at alt for mange børn mistrives, og at inklusionen i folkeskolen ofte er slået fejl. En forældrekronik omsætter denne erkendelse til handling og peger på en konkret vej frem – flere voksne i klasselokalet, hurtigere støtte og mere fleksible rammer tæt på barnet. Sammen tegner de en vision om en human folkeskole, der i højere grad kan rumme alle børn.

Nytårsdag havde statsministeren styrke til at vise sine sårbarhed

I sin nytårstale den 1. januar 2026 viste statsminister Mette Frederiksen et sjældent politisk mod. Hun stillede sig frem på landsdækkende tv og anerkendte åbent sine egne svagheder:

“En del af kritikken af mig er berettiget. Og den tager jeg til mig.”

Det er ikke ofte, vi hører den slags fra en statsminister. Og det var ikke det eneste markante i talen. Hun sagde også – med et glimt af både humor og alvor:

“I Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt.”

Med årets nytårstale viste statsministeren noget, mange politikere mangler: mod til at være menneske, mod til at lytte til kritik og vilje til at stå fast på demokratiske principper – også når det koster.

Regeringen og lærerformanden vil ændre folkeskolen – men hvordan?

Et andet afsnit i talen handlede om børn og unge, der mistrives. Om angst, skolevægring, ensomhed – og familier, der står alene i mødet med systemet. Statsministeren pegede direkte på, at inklusionen i folkeskolen mange steder er slået fejl, og hun sagde klart:

“Vi er i gang med at ændre folkeskolen.”

Men hvad betyder det konkret?

I et interview i Information siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, at han er færdig med kun at tale om folkeskolens krise – nu skal det handle om løsninger. Ifølge lærerformanden er den største udfordring, at stadig flere midler bindes i specialområdet, mens den almindelige folkeskole ikke er rummelig nok til at forebygge mistrivsel og fravær.

Konkrete forbedringsforslag fra forældre

Hvor lærerformanden taler ret overordnet og mindre konkret, er et forældrepar meget konkrete. I kronikken “Folkeskolen kunne ikke rumme vores barn, men USA kunne” beskriver Sara og Christian Toftegaard Hjuler, hvordan deres barns skolegang i Danmark blev præget af kaos og for få voksne:

“Hans skolestart var overvældende og kaotisk både på grund af klassekvotienter med mange børn og få voksne i klassen.”

Da deres søn senere kom i et tilbud med flere voksne, ændrede alt sig:

“Dette var et tilbud med flere ressourcer såsom to undervisere i klassen, og vores dreng begyndte så småt at komme i trivsel.”

I USA oplevede de et skolesystem, hvor voksne er synligt til stede hele dagen:

“Når børnene ankommer om morgenen, står både lærere og rektor klar ved indgangen og tager imod børnene.”

Kronikken munder ud i fire meget konkrete forslag til folkeskolen:

1. Flyt ansvar og budget ud til skolen

Skolen skal selv kunne handle hurtigt, når et barn mistrives:

“Flyt beslutningskraft og budget til skolen. Giv skoleledelsen mulighed for at skrue op og ned for støtte efter behov – uden kommunal visitation.”

Det betyder, at støtte kan sættes ind med det samme, i stedet for at barnet skal vente måneder på hjælp.

2. Skab ro, stabilitet og faste voksne

Børn med sårbarhed har brug for genkendelighed og relationer:

“Skab faste rammer og ro i klassen. Mindre udskiftning, færre vikarer og struktur i hverdagen er en forudsætning for trivsel.”

Mange skolesystemer i dag skaber det modsatte: uro, udskiftning og usikkerhed – hvilket forstærker fravær.

3. Indfør social og emotionel læring som fagligt mål

Skolen skal ikke kun undervise fagligt, men også hjælpe børn med at forstå sig selv:

“Indfør social og emotionel læring. Giv børn værktøjer til at forstå sig selv og andre.”
Det er afgørende for børn med angst, stress, autisme, ADHD – og i virkeligheden for alle børn.

4. Inklusion kræver ressourcer – ellers virker den ikke

Forældrene er meget klare på dette punkt:

“Tænk inklusion med ressourcer – ikke som spareøvelse.”

Og de advarer direkte mod den praksis, der i dag skaber mere fravær:

“Alle taber ved at sætte et barn med særlige behov ind i en almindelig folkeskoleklasse og så håbe på, at tingene løser sig selv.”

Hvad koster én ekstra voksen i klasselokalet?

Hvis vi tager forældrenes gode forslag alvorligt, melder det store spørgsmål sig: Hvad koster det egentlig?

Ifølge Danmarks Statistik var der ca. 673.000 folkeskoleelever i 2024. Med et gennemsnit på 20 elever pr. klasse svarer det til ca. 33.650 folkeskoleklasser.

Hvis man indsætter én ekstra lærer i hver klasse, og antager en årlig omkostning på ca. 700.000 kr. pr. årsværk i 2026, lander regningen på ca. 23 mia. kr. årligt.

Hvis man indsætter én ekstra pædagog i hver klasse, med en antaget årsomkostning på ca. 600.000 kr., bliver udgiften ca. 20 mia. kr. årligt.

Regnet samlet svarer det til ca. 2 mia. kr. for én ekstra voksen for alle klasser i folkskolen på ét årgangstrin. Til sammenligning kostede folkeskolen samlet 62,5 mia. kr. i 2023.

Er den ekstra voksen i klassen en udgift – eller en investering?

Spørgsmålet er ikke kun, om vi har råd til en ekstra voksen i klasselokalet. Spørgsmålet er, om vi har råd til ikke at gøre det.

Skolevægring, mistrivsel og forældre, der presses ud af arbejdsmarkedet, har også en pris – menneskeligt og økonomisk. Hvis flere voksne i form af lærer, pædagog eller pædagogisk medarbejder kan skabe ro, relationer og tidligere hjælp, kan det være med til at knække den onde spiral.

Skal vi arbejde for én ekstra voksen i folkeskolen – og i så fald på hvilke klassetrin og hvordan?
Det er en debat, vi skylder både børnene, forældrene og fremtidens samfund.